Liquim® – nyt væskeskyende friktionspapir
NYHED: Liquim® – nyt væskeskyende friktionspapir – erstatter bølgepap og PE-bundark

Efter fire års udviklingsarbejde introducerer Palcut A/S et væskeskyende friktionspapir med unikke egenskaber målrettet industrier med fuldautomatiske palleteringsanlæg. Mange producenter oplever problemer med, at der dannes kondens på de palleterede produkter, eller at der trænger fugt op gennem bunden af pallen. Det kan give problemer med, at produkterne beskadiges, og pallen bliver ustabil.
– Liquim er revolutionerende, fordi det er et friktionspapir, der samtidig er væskeskyende. Det bliver ikke opløst og giver stor sikkerhed for, at pallen ikke kollapser på lageret, under transport eller i butikken, hvor bølgepap kan blive nedbrudt og gøre pallen ustabil, siger Lars Østergård Jonassen, produktchef hos Palcut A/S.
Desuden er Liquim miljøvenligt, da det er fremstillet af FSC®-certificeret genbrugspapir og kan reducere papirforbruget med op til 40 procent, fordi det kan erstatte mellemlæg i bølgepap.
– Det er simpelthen et Kinderæg. Liquim er væskeskyende, har en stærk friktion og er miljøvenligt. Det er hele tre ting på én gang. Vi er stolte over at lancere en bæredygtig totalløsning, som reducerer emballageforbruget og er udviklet til fuldautomatiske palleteringslinjer, fortsætter Lars Østergaard Jonasen.
Overlegen coating afviser væskerne
Hemmeligheden bag Liquim er en patenteret coating, der giver en meget høj friktion og samtidig sikrer mod fugt, kondens og væskespild. Coatingen afviser både vand, olie og andre væsker. I henhold til COBB-testen, som måler, hvor meget vand papiret suger på 60 sekunder, er resultatet rigtig godt: Kun tre gram vand per kvadratmeter bliver opsuget i papiret.
Liquim har to grænseværdier for friktion – det vil sige, hvornår produkterne begynder at skride. Det er hhv. 50 og 75 grader, når produkterne har stået lidt tid på papiret. For bølgepap, der ikke er deformeret, er værdierne mellem 25 og 35 grader.
Op til 40 procent reduceret papirforbrug
Testen viser også, at friktionen i Liquim udløses gradvist. Det er en fordel, når som fx flasker skal ‘skubbes lidt på plads’, efter at robotten har placeret dem på pallen og friktionspapiret. Når de er på plads, binder Liquim dem effektivt til underlaget.
Liquim er certificeret som FSC Recycled-papir, hvilket betyder, at der udelukkende bruges FSC Recycled genbrugspapir. Friktionspapiret kommer desuden i tre varianter – 150, 220 og 300 gram – og leveres udelukkende i ruller på op til 3.000 meter.
Leveringen i ruller skyldes, at Liquim indgår i en totalløsning med en Palcut maskine, der skærer papiret til i de rette størrelser og som kan integreres fuldtud i producenternes palleteringslinjer.
– Liquim erstatter mellemlæg af pap, og det kan reducere forbruget af papir med op til 40 procent, samtidig med at det skaber en langt mere stabil palleopbygning, fastslår Lars Østergaard Jonasen.
PE-bundark bliver nu overflødige
Inden for kemiprodukter og fødevarer som sukker og mel kan fugt trænge ind nedefra gennem pallebunden og op i varerne. Her erstatter Liquim andre bundark i polyethylen (PE), hvad der reducerer miljøbelastningen. Sammenlignet med Palcuts egen PE-liner beskytter Liquim lige så godt mod væsker og fugt, men med dobbelt så stor friktion, hvad der stabiliserer pallen, uanset om varerne er emballeret i papæsker eller bigbags.
– Vi har store forventninger til brancher, hvor der er problemer med fugt, herunder fødevare- og ingrediensindustrien, hvor der i dag bruges PE-baserede bundlag. Med Liquim stoppes fugt, der stiger op gennem bunden, siger Lars Østergaard Jonasen.
Gennemtestet, godkendt og klar til salg
Palcut har også store forventninger, når det gælder salg til producenter af kildevand og til fødevareindustrien, hvor der hidtil har manglet mellemlægsark, der ikke bliver opløst af vand og kondens samt spærrer for gennemtrængning af fugt.
– Liquim er et kæmpeskridt inden for friktionspapir. Det er gennemtestet af uafhængige institutter og af en stor producent, der kunne reducere forbruget af mellemlæg med over en tredjedel. Så vi har noget at have de store forventninger i, afslutter Rudi Pedersen, adm. direktør i Palcut A/S.